Købstadspligten og tilbud

Sektordelingen indebar ikke kun pålæg til landet. Købstæderne blev flere gange stillet over for krav om at holde et vareudbud, som "landsens indbyggere" havde behov for. Denne noget-for-noget opfattelse havde dybe rødder og blev flere gange trukket frem, oftest når forholdet mellem borgere og bønder var tilspidset på grund af bøndernes tilbud og landprang og/eller sammenholdt med en købstad, der havde for lidt at byde på.

Billig håndværker

Dette kendes fra Stege, Nykøbing Sjælland, Sakskøbing, Nykøbing Mors, Korsør, Sæby, Præstø, Sorø, Rudkøbing, Fåborg og købstæderne på Lolland, Falster og Bornholm under ét. Men også en stor by som Ribe kunne i 1575 blive indskærpet at holde et rimeligt udbud og gode priser. Motivet blev bredere udfoldet i 1634 over for de trængte købstæder på Lolland-Falster: Borgmestre og Raad skal paase, at gode, uforfalskede Varer, som Landet behøver, falholdes for en rimelig Pris (som de kan haves for i Købstæderne i Sjælland), da det ikke er billigt, at nogen skal misundes af andre for at indføre det, som disse hverken selv har, ej heller, dersom de havde det, vilde eller kunde sælge for en rimelig Pris, anseende Købstæderne er funderede og nyder deres Privilegier ikke for deres egen Skyld, men for at Landet kan have Gavn og Fordel af dem og faa sin Nødtørft hos dem.

Markedsgennemsigtigheden blev også hjulpet frem af indførelsen af faste torvedage, hvor disse ikke fandtes. En række byer fik først en fast torvedag i første halvdel af 160o-tallet. Fælles for dem var, at de eller kongemagten ønskede at fremkalde et bondesalg, hvor dette næsten var fraværende - for eksempel i Lemvig 1607, Holbæk i 1609, Præstø i 1623, Nysted i 1630, Grenaa (der "plat ingen tilføring have af bønderne der omkring") i 1641, Hobro i 1648 og Stege i 1653. På Bornholm blev onsdag i 1623 indført som fast torvedag, men det er usikkert, om det også gik sådan. Kolding fik også sin første torvedag i 1653. Nykøbing Mors fik i 1698 udpeget torsdag som torvedag med tilbud, men Pontoppidans Danske Atlas fortæller, at der ingen fast dag var, om end lørdag var den almindeligste.

I den nordlige del spredte læbælterne sig langsommere og mere ujævnt. I 1460´erne fik Nykøbing Mors og Aalborg deres privilegerede oplande, men herefter var der en cirka trediveårig pause, som blev brudt ad to omgange: Første gang, da Randers, Horsens, Grenaa, Vejle, Hjørring, Viborg og Århus i en rask manøvre sikrede sig cirkumferenser mellem 1494 og 1505. Dernæst, da Ringkøbing, Varde, Sæby, Thisted, Skive, Ebeltoft og delvis Hobro mellem 1515 og 1552 sikrede sig lignende rettigheder i en proces, der uvægerligt lignede et forsøg på at genvinde tabt terræn.

Regionale mønstre for cirkumferenser og særlige privilegier - Ribe i okselandet

Vi har indtil nu beskæftiget os med etableringen og udbygningen af det merkantile herredømme på det generelle plan, ligesom det er vist, hvilke varestrømme der forløb uafhængigt af dette. Vi skal nu se nærmere på, hvordan disse forhold udmøntedes på regionalt og lokalt plan. Et lille århundrede efter, at Tønder i 1354 som den første købstad fik et beskyttet opland, begyndte læbæltebestemmelserne at brede sig i Jylland. I den sydlige del af jylland blev Kolding, Sønderborg, Slesvig, Ribe, Flensborg og Haderslev beskyttet af læbælter i sidste halvdel af 140o-tallet.

Få 3 gratis tilbud

På et overordnet plan svarer disse bevægelser nogenlunde til det mønster, vi kender for, hvordan den økonomiske integrationsproces skred frem. Det vil sige med Aalborg og Limfjordsfiskeriet som det ene brohoved til udenlandsk afsætning og Ribe, Slesvig og det kommercialiserede slesvigske og sønderjyske område som helhed som det andet. Det interessante er herefter at se på, hvordan oplandsprivilegierne af den enkelte by blev brugt til både forsvar og angreb. Ribe og Aalborg fremstår som aggressorerne, der fremkaldte reaktioner fra de andre købstæder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar